News from Springfield

Vi har nogle rigtig dejlige naboer. De har bygget en høj terasse og har derved hjulpet os til blive opmærksomme på deres eksistens, for terassen er i øjenhøjde med vores stue.

Jeg ved egentlig ikke, hvordan familiens mandlige overhoved ser ud. Jeg tror aldrig, jeg har set ham på nært hold. Det eneste, der får mig til at genkende ham, er når han vandrer frem og tilbage på den høje terasse med bar overkrop – og det desværre en overkrop, der har Homer Simpsonske dimensioner.

Terassen er jo naturligvis skærmet af, så man kan ikke se hans underkrop. Gudskelov for det, for det er jo ikke godt at vide, om den også er afklædt. 

Ergo, når han foretager sine ‘nudistiske’ vandringer på terassen, kan jeg ikke koncentrere mig om noget som helst, og desværre er det ikke et syn, der fremkalder nydelse for mit vedkommende.

Det har derfor glædet mig, at kæresten har ladet hækken mellem os og familien Simpssons grund gro højere og højere. Og det er ham, der har klippet den hvert år, for det er altid blevet Skt. Hans hvert år, uden at hækkesaksen er kommet i sving på den anden side af hækken.

Nu i år havde hækken fået en højde, der fik os til at nyde den grønne udsigt uden udsigt til fedladen, bar hud. Hvad sker der så nu?

Hr. Simpsson beslutter pludselig, at nu er det tid til at svinge hækkesaksen, og uden at konsultere sine naboer går han i gang. Og når det nu er så sjældent, at man gør det, skal det gerne gøres ordentligt, så manden skærer 30-40 cm af hækken mens Fru Simpsson filmer. Det er jo også et særsyn, så det skal jo bestemt foreviges!

Nu kan jeg igen glæde mig til at se Bar Overkrop på Vandring, samt observere familiens flittige besøg i deres køleskab, der bliver åbnet med 5-10 minutters mellemrum hver aften. Og nej, det er ikke fordi jeg glor ind til dem, men det fanger altså mit blik når der er noget, der gang på gang lyser op i mørket.

Nu er hækken lige så høj som dengang, vi købte huset for 8 år siden